For at kvalitetssikre handelen med animalske produkter, har EU vedtaget og udstedt adskillige forordninger og direktiver, der fastlægger kriterier, for at disse kan få adgang til sælge varerne i det indre marked. Både EU-medlemslande og tredjelande skal efterleve betingelserne, såfremt de ønsker at sådanne produkter til det indre marked.

Disse regler fremgår af EU’s forordning nr. 852/2004 om fødevarehygiejne, forordning nr. 853/2004 om særlige hygiejnebestemmelser for animalske fødevarer, og forordning nr. 854/2004 om særlige bestemmelser for tilrettelæggelsen af den offentlige kontrol af animalske produkter til konsum. Ifølge EU-retten skal virksomheder, der ønsker at eksportere animalske varer til EU-lande, ikke blot overholde betingelserne. Deres overholdelse af samtlige regler skal først godkendes af EU’s kompetente myndighed dertil.

I kraft af vores medlemskab af EU, efterlever Danmark på nuværende tidspunkt de pågældende regler. Men såfremt Danmark en dag vælger at forlade EU med ønske om fortsat at eksportere animalske produkter til EU, kan denne del af EU’s jura rejse adskillige problemstillinger.

EU’s kompetente myndighed

For det første kræver EU ikke bare, at ovennævnte forordninger om fødevarehygiejne overholdes. EU kræver endvidere, at det af EU’s kompetent myndighed verificeres, at den pågældende virksomhed overholder kravene.

EU’s ”kompetente myndighed” defineres imidlertid som ”den centrale myndighed i en medlemsstat, der er kompetent til at udføre veterinærkontrol, eller enhver myndighed, som den har delegeret denne kompetence til”.

Den dag Danmark hypotetisk ikke længere er en medlemsstat, kan vi i henhold til forordningen ikke udpege en “kompetent myndighed”, og vil derfor ikke være i stand til at godkende virksomheder i henhold til ovennævnte regler for det indre marked.

Selvom Danmark efter et hypotetisk EU-brud ville kunne genvedtage de pågældende regler fra EU, og at myndighederne ville kunne godkende danske virksomheders produktion af animalske produkter i henhold til reglerne, ville vi stadig ikke kunne få dem godkendt mhp. adgang til det indre marked, idet den ”kompetente myndighed” altid udvælges af en medlemsstat.

For medlemsstaterne er disse regler forholdsvist enkle. De skal bare udarbejde en listen over egne godkendte virksomheder, som så bliver oplistet på EU’s website for godkendte fødevarevirksomheder i EU.

Der er udfordringer ved at være et tredjeland

Men som tredjeland, der søger optagelse på listen, skal det som nævnt godkendes af EU’s kompetente myndighed. For at dette kan ske, skal kontoret for sundhed og fødevarerevision og -analyse i Grange, Irland (Europa-Kommissionen, Generaldirektoratet for Sundhed og Fødevaresikkerhed) foretage en evaluering af Danmark og danske myndigheder. Først når denne godkendelse finder sted, kan EU udpege en kompetent myndighed, som godkender danske virksomheders overholdelse af ovennævnte forordninger, og virksomhederne vil dermed få adgang til det indre marked.

Den anden udfordring er, at vi i tilfælde af det hypotetiske EU-brud ville skulle overholde reglerne i de forskellige forordninger. Såfremt vi i det hypotetiske scenarie ønsker adgang til det indre marked, bliver vi nødt til at overdrage suverænitet til EU og indordne os deres regelsæt på området. Den konkrete efterlevelse af EU-standarderne vil endda formentlig blive efterset og overvåget af kommissionens embedsmænd. Det stiller påstanden om kompetencehjemtagelse i relief: ja, man kan godt hjemtage kompetencen til selv at udforme regulering inden for fødevareproduktionen, men hvad vil man bruge det til?

En tredje udfordring er, at EU kræver, at varerne bliver kvalitetstjekket ved grænsekontrolssteder, og at vi ved et hypotetisk EU-brud ville skulle bygge adskillige kontrolsteder på dansk jord. Det ville rejse nogle problemstillinger. Dem har vi bl.a. skrevet om her.