EU bygger på et lag af forordninger og direktiver, der fastsætter rammerne for handel mellem medlemslande, samt kriterierne for tredjelandes adgang til det frie marked. EU-rettens forrang i medlemsstaterne betyder i almindelighed, at alle medlemslandene – inklusiv Danmark – indordner sig EU’s jura på samtlige områder, herunder handelsreglerne. På den måde forpligtes landene til at følge de samme spilleregler, hvilket muliggør gnidningsfri og harmoniseret handel landene imellem.

Såfremt Danmark hypotetisk forlader EU og det indre marked, vil vi ikke længere være bundet af EU’s regler. En af de bærende hensigter ved at forlade EU er ikke at skulle indordne sig EU-systemets jura, og forøgelsen af Danmarks nationale suverænitet ved et brud med EU vil derfor resultere i en række ændringer af gældende ret.

Men selvom retten til selvbestemmelse og national suverænitet lyder besnærende, bliver billedet temmelig mudret når man skal forholde sig til kedelige detaljer såsom konsekvenserne for dansk eksport.

Derfor skal fordelene ved at hjemtage visse kompetencer altid holdes op imod omkostningerne. Vi skal altid stille os selv spørgsmålet, ”hvad får vi ud af at hjemtage denne kompetence” over for ”hvad taber vi, ved at den hjemtages”.

Det vil påvirke handelsområdet

Navnlig på handelsområdet opstår en række udfordringer, såfremt vi forlader EU, hvor vi må træffe nogle svære beslutninger om, hvorvidt – og i hvilket omfang – vi er villige til at uddelegere visse kompetencer for at beholde adgangen til det indre marked.

Et af disse handelsområder er tømmerindustrien.

Som med alle handelsområdet, har EU forordninger og direktiver, der fastsætter rammerne for handel med træ og træ-relaterede produkter mellem medlemslande, samt kriterier for tredjelandes adgang til at sælge tømmer på det indre marked.

Som udgangspunkt er træ frit at handle med indenfor EU, EØS og Schweiz (forudsat at producenterne overholder EU’s regler herom), med særlige undtagelser for visse træarter, herunder ask, eg, fyrretræ og kastanjetræ, som alle kræver plantepas for at blive eksporteret fra et land til et andet.

Med henblik på tredjelandes adgang til at eksportere træ til EU-lande, vil deres adgang og handelsvilkår bl.a. afhænge af, om de efterlever EU’s regler på området. Forudsat at tredjelandet indordner sig EU’s jura herom, kræver Rådets direktiv 2000/29/EF, at repræsentanter for den officielle nationale plantebeskyttelsesorganisation i tredjelandet udsteder “plantesundhedscertifikater” til hver sending på de betingelser, der er fastsat af Den Internationale Plantebeskyttelseskonvention.

Det kræves endvidere, at importøren er registreret som handelspartner med det pågældende tredjelands relevante autoritet (som sikrer landets overholdelse af EU-reglerne herom). Registrerede handlere skal opfylde visse krav ift. kontrol af forsendelser og opbevaring. Deres lokaler skal inspiceres for at fastslå, om de opfylder de standarder, der kræves i ovennævnte forordningen.

Tre dage før landing af forsendelsen skal importøren sende en formular til inspektøranmodning til afsenderlandets relevante autoritet, og ved ankomsten skal sendingen kontrolleres af en officiel inspektør. Gebyrer på op til 800 kr. per forsendelse opkræves for denne service.

For at sikre, at tømmeret ikke stammer fra ulovlig skovhugning, er importørerne forpligtet til at udføre en kvalitetssikring af sælgeren, hvor de dog har mulighed for blot at stole på oplysninger fra officielt godkendte “overvågningsorganisationer”, hvis specifikke opgaver og procedurer er fastlagt i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 607/2012.

Såfremt tredjelandet ikke indordner sig EU’s jura området, skal hver forsendelse gennem hele EU’s procedure for kvalitetstjek, hvilket vil være meget omkostningsfuldt for eksportørerne.

Hvad vinder Danmark med mere selvbestemmelse?

Såfremt vi forlader EU, vil det være op til Folketinget at beslutte, hvorvidt vi ønsker at efterleve EU’s regler på området. Hvis ikke vi følger EU’s regler bliver prisen, at forsendelser skal kontrolleres markant oftere, hvilket vil være en stor økonomisk og praktisk byrde for danske tømmereksportører.

Det bliver følgelig et politisk anliggende med to forskellige hensyn: retten til selv at indrette vores regler, som vi ønsker dem, og muligheden for fortsat at eksportere tømmer i det indre marked.

Man må spørge sig selv, hvad vinder Danmark – ved et hypotetisk brud med EU – at ændre på reglerne herom. Og dernæst – hvad er formålet med øget selvbestemmelse, hvis man alligevel bruger den til at rette sig efter sin største handelspartners importregler?

Et totaltbrud ville give anledning til store problemer for eksportørerne, som kun kan opvejes hvis og når, at mere fordelagtige handelsmuligheder uden for EU åbner sig op for Danmark, eller at EU’s regler ændres.

Den hårde sandhed er imidlertid, at de mere fordelagtige handelsmuligheder findes ikke – nu og formentlig i al fremtid vil EU være Danmarks største handelspartner. Indtil den dag, at EU går op i opløsning, vil Danmark skulle forholde sig til, at vi er lilleputnaboer til verdens nok mest magtfulde handelspolitiske hegemon.

Det er en sandhed, vi enten kan lære at arbejde med – og udnytte – eller ignorere, og betale prisen for.

Læs mere om EU her