EU borgeres ret til sociale ydelser

EU’s indre marked er et fælles marked, hvor varer, tjenesteydelser, kapital og personer kan bevæge sig frit, og hvor de europæiske borgere frit kan leve, arbejde, studere og udøve erhvervsvirksomhed.

Sociale ydelser som dagpenge, kontanthjælp, børnepenge og SU har man som EU-borger i udgangspunktet lige så meget ret til som dansker. Det skyldes, at medlemskab i det indre marked bygger på et princip op, at der ikke må diskrimineres på baggrund af nationalitet.

Det skaber nogle uheldige incitamenter, hvor man som EU-borger kan rejse til Danmark og gøre krav på ydelser uden, at man har været med til at finansiere dem.

Udfordringen er imidlertid, at dansk økonomi efter årtiers medlemskab i det indre marked er afhængig af den arbejdskraft og erhvervsstrukturer, som markedet har været med til at forme. Hvis man fra den ene dag til den anden afskærer EU-borgere fra sociale ydelser, kan det få store konsekvenser for dansk økonomi og danske arbejdspladser, idet EU vil gengælde ved at vanskeliggør vores eksport til EU-landene.

Derfor må vi spørge: er der en måde, hvorpå man kan minimere udgifterne til sociale ydelser til EU-borgere uden at dette går unødigt hårdt over dansk eksport og danske arbejdspladser?

Vi har spurgt Nye Borgerliges sekretariats jurist med speciale i EU-ret, Alexander Kvist Hansen, om at komme med eksempler på sociale ydelser, der volder problemer, og hvordan man kunne nedbringe udgifterne til disse til fordel for dansk økonomi.

Forfejlet ligebehandling i adgangen til sociale ydelser

Ifølge Alexander Kvist Hansen er der forskellige veje at gå for at løse problemet.

Grundlæggende set er udfordringen, at det danske velfærdssystem afkobler ydelsernes finansiering fra deres modtagelse. Uanset hvor meget eller hvor lidt du har bidraget, har du ret til præcis lige så meget i ydelse, som andre.

Vi har i Danmark ingen tradition for at regulere hvor meget, vi kan få i dagpenge, kontanthjælp eller førtidspension afhængig af, hvordan man i øvrigt har ført sit liv. Om du har arbejdet fast i mange år, eller om du har haft løs arbejde og varierende løn, så er man berettiget til præcis det samme niveau i ydelser.

Konsekvensen er, at personer med løs arbejdsmarkedstilknytning – enten uforskyldt eller selvforskyldt – har mulighed for at modtage meget gavmilde ydelser, når man holder det op mod, hvad de ellers har lavet. Dette kan kun lade sig gøre, så længe dem med en stærk arbejdsmarkedstilknytning er i stand til at finansiere ydelserne for alle – også dem med svag arbejdsmarkedstilknytning. Det medfører en række problemer, som kun bliver større i kraft af vores EU-medlemskab.

Lige præcis her går EU ind og siger, at arbejdsmarkedstilknytningen i hjemlandet er lige så gyldig som arbejdsmarkedstilknytning i Danmark – uden at vedkommende har betalt den høje skat, som er forudsætningen for, at de danske ydelser kan finansieres.

SU’en er problematisk

Ifølge Alexander Kvist Hansen, er SU’en især problematisk: »Hvis SU vitterligt skal forbeholdes danske arbejdstagere, så kan den omlægges til et lån. Det vil spare skatteyderne for et tocifret milliardbeløb – og EU-retten giver ingen pligt til at have studiestøtte – for til gengæld at lade skatten for arbejdende danskere sænkes. EU har ikke samme kompetencer på skatteområdet, og dermed vil de offentlige finanser styrkes tilsvarende«.

En sådan løsning vil slå to fluer med et smæk: udgifterne til dem, som ikke bidrager nedbringes samtidig med, at skattetrykket for dem, som betaler gildet lempes.

Danmarks EU-medlemskab volder store problemer, og på sigt bevæger vi os i retning af nationalstaternes afskaffelse.

Men når vi taler om en EU-afstemning og evt. udmeldelse, er det vigtigt, at medicinen ikke ender med at blive værre end sygdommen.

 

Læs Peter Seier Christensens blog om SU til udlændinge

 7 ud af 10 internationale studerende giver et negativt afkast